Mandag

Mandag. Igen. Eller skulle jeg sige – allerede. At slå øjnene op, kigge op i loftet og tænke: ’’Ej det er bare løgn..’’ Jeg står op af sengen, sætter forsigtigt foden på gulvtæppet (man kan jo aldrig vide hvad der ligger der, af ting og sager fra weekenden). Træder derefter solidt ned på begge fødder og går i en stadig søvndøs ud på badeværelset. Kulden rammer mig som flere tusinde små nåle under fødderne. Det gør ondt. Jeg vågner straks mere, og efter et bad er jeg så godt som et nyt menneske. Jeg hader mandage.. Smutter tilbage på værelset og det i det mindste varme gulvtæppe, og prøver at få mig selv til at ligne noget der er værd at se på. Hvorfor er det meget sværere om mandagen? Jo, efter en pause fra ’’livet’’ (fredag, lørdag og søndag), er tanken om at starte en ny uge ud hård. Eller er den? Er det indbildning, at man bare skal hade mandage? Absolut nej. Der er noget gråt, trist og træls over mandage.